Lægen spørger ind til symptomerne, lytter på lungerne, måler lungefunktionen, spørger inde til allergier. Når alt dette er gjort, så kan lægen muligvis stille diagnosen astma, men det kan også være, at han ikke kan. Har lungefunktionen været normal ved undersøgelsen, men symptomerne stadigvæk er til stede, så kan lægen vælge yderligere undersøgelser.
Muligheden kan være at foretage en ny måling af lungefunktionen, hvor man har fået astmamedicin, dette kaldes en reversibilitetstest. Hvis lungefunktionen under denne test stiger en vis procentdel, er det tegn på astma. Men har man det godt på det tidspunkt, så  kan diagnosen ikke stilles på denne måde.
Det kan også være, at slimhinden er rød, hævet og irriteret, så den astmamedicin ikke er nok til at bedre lungefunktionen så meget, at den stiger hos lægen, når den måles.
I disse tilfælde kan lægen vælge at opstarte astmabehandling med forebyggende astmamedicin for at se virkningen heraf, og om den er gavnlig. Er slimhinden hævet, så vil den forebyggende astmamedicin gradvist normalisere slimhinden igen, og herefter kan lægen måle lungefunktionen for at se, om den er blevet bedre.

Opgaver derhjemme med astma

Lægen kan bede patienten om at måle lungefunktionen hjemme på et Peak flow meter og føre en astma dagbog med målingerne og symptomerne.
Hvis symptomerne udløses ved fysisk anstrengelse, kan der laves en test for anstrengelsesudløste symptomer.

I enkelte tilfælde er dette ikke nok til at stille diagnosen, så kan man blive undersøgt for, om man har følsomme luftveje ved at inhalere et luftvejsirriterende stof. Dette kaldes en provokationstest.
Herefter kan diagnosen stilles.